Til studerende på videregående uddannelser

Grønlands Statistik ønsker en bedre kontakt med studerende på videregående uddannelser.

 

Vi modtager meget gerne henvendelser om

1.    Praktikophold

2.    Sommerferiejob

3.    Opgave og speciale-skrivning

4.    Job efter uddannelse

 

Til den egentlige statistikproduktion søger vi studerende der læser samfundsvidenskab, erhvervsøkonomi, IT, matematik eller lignende. Det vigtigste er, at man er interesseret i samfundsforhold og ønsker at lære at programmere.

 

Til støttefunktionerne - som ikke er direkte involveret i at lave statistikker - søger vi studerende der er interesseret i at arbejder med formidling af statistikker. Det kan eksempelvis være studerende indenfor journalistik, Web-design eller sprog.

 

Nedenfor skitsereres en række ideer til emner de studerede kan arbejde med eksempelvis i forbindelse med større opgaver.

 

1.    Den økonomiske betydning af turisme

Udenlandske turister i Grønland medvirker til økonomisk vækst når de efterspørger overnatninger, rejser, udflugter, restaurantbesøg mv. Indenfor den kontoplan som anvendes af nationalregnskabet er der imidlertid nogle erhverv som ikke er så enkle at belyse bl.a. turismen. Det skyldes at den økonomiske betydning af turisme kan ikke analyseres ved at se på en enkelt branche eller en enkelt gruppe af varer og tjenester.

 

2.    Befolkningsfremskrivninger

Befolkningsfremskrivninger er et vigtigt redskab i forbindelse med planlægning af eksempelvis byggeri af skoler og alderdomshjem. Grønlands Statistik udarbejder i dag befolkningsfremskrivninger baseret på historiske tal for fødsler, dødsfald samt ind- og udvandringer. Metoden er velegnet som et udgangspunkt for at vurdere udviklingen i den samlede befolkning i Grønland. Metoden er imidlertid mindre velegnet når der er tale om befolkningsudviklingen i mindre byer. Til dette formål vil det være relevant at vurdere usikkerheden i beregningerne og desuden tage hensyn til bosætningspolitikken for det relevante område.

 

3.    Studerende i Danmark

I den offentlige debat diskuteres det ofte hvor mange Grønlandske studerende der vender hjem til Grønland efter studier i udlandet. Et emne for en opgave kan være at beregne udviklingen i andelen af studerende der vender hjem og eventuelt undersøge om der er særlige fællestræk for de studerende der vender hjem (alder, tilknytning til Grønland, modersmål mv.)

 

4.    Introduktion til statistikbanken

Grønlands Statistiks udgivelser er primært rettet mod udgivelser i statistikbanken http://bank.stat.gl/pxweb/da/Greenland/. Grønlands Statistik oplever imidlertid at mange brugere har svært ved at komme i gang med at bruge statistikbanken. For at få flere til at bruge statistikbanken er det oplagt, at der laves en introduktionsvideo eller en animation, som forklarer brugerne, hvordan de skal bruge statistikbanken.

 

5.    Datavisualisering

Data i statistikbanken er tilgængelig i form af et API (application programming interface). Data fra statistikbanken kan hentes og genbruges i programmer, fx apps til mobiltelefoner, særlige grafiske præsentationer på hjemmesider osv. Turismestatistikken, som Visit Greenland bruger på www.tourismstat.gl er et eksempel hvor denne mulighed udnyttes. Data hentes automatisk i Statistikbanken og opdateres hver gang der kommer nye tal. På Grønlands Statistiks hjemmeside er der en introduktion til hvordan man kommer i gang med at bruge APIet: http://www.stat.gl/SBD201601/o1

 

Statistikkontorene i andre lande er begyndt at bruge infografik for at skabe interesse om deres udgivelser eksempelvis i forbindelse med opslag på Facebook. Her er et eksempel fra Norge:

https://www.ssb.no/en/utdanning/artikler-og-publikasjoner/more-students-in-teacher-education

 

Henvendelse kan ske til Statistikchef Anders Blaabjerg på telefon 345781 eller email abla@stat.gl.

 

Man kan læse mere om Grønlands Statistiks opgaver på hjemmesiden www.stat.gl.

 

 

Med venlig hilsen

 

Anders Blaabjerg

Statistikchef